"Undskyld mig, hvis jeg skal finde Frederiksborggade, hvor meget er jeg så faret vild?"

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg kender København som min egen bukselomme... Det vil sige, jeg ved nogenlunde hvad der burde være der, men jeg har ingen ide om hvor det er... Så derfor blev ovenstående spørgsmål brugt flittigt sammen med et udprint af et krakkort, som ikke havde gadenavne på. Smart.

IKøbenhavn er alting som en noir film... eller lidt af det, der kommer damp op af riste på gaden, der kommer koldt vand ned fra himlen og man kan sætte sig ind på en underlig cafe med kranier på væggende og få noget varmt vand at drikke (som billedet nedenfor).

Og så oplever mand ting. Tænk, jeg troede jeg skulle forbi Mimo og have min vest, og så et smut forbi Onkel Allan og snakke tattovering, for så lige at shoppe lidt og tage hjem... Men næ. København er fuld af overraskelser. Men lad mig starte fra begyndelsen af.

Togturen tog lige et uforudset stop på ca 30 minutter i alt, hvoraf det meste var i storebæltstunnelen... et underligt sted at sidde fast.

Så da jeg ankom til Mimo (kl 10.30), viste det sig, at han ikke åbnede klokken 10, som jeg troede, men klokken 11. Så jeg ventede en halv time udenfor og hundefrøs. Da Mimo så åbnede, kunne han fortælle mig at min vest desværre ikke var blevet syet, fordi en af hans ansatte havde pillet alle nålene ud af den Mimo havde brugt til at måle min størrelse. Jeg fortalte Mimo, at det var ikke så vigtigt, vi kunne bare ordne det og tage mål til et par bukser, så kunne jeg få dem næste gang i København. Men eftersom Mimo er en mand der sætter en ære i sit fag, så lovede han mig at hvis jeg blev i København til eftermiddag, så havde han en vest til mig.

Med de ord tog jeg videre til Onklen for at snakke design og hente en hat til Henriette. Da jeg ankom var de stadig lukkede en halv times tid, så jeg valgte ikke at fryse og gå ind og få mig en kop varm "cool mint" te... Mmmm... Da jeg var færdig tog jeg ned til Onklen og snakkede design... det vil jeg ikke dele med jer, og hang ud indtil Mimo ringede.

Og ikke nok med at Mimo holdt sit ord, han havde også nået at sy bukser til mig. Så jeg fik prøvet outfittet med en hvid skjorte jeg lånte. Den passede li'som bedre end den der turkisblå/sortternede jeg havde på.

Det var så herefter jeg besluttede mig for at jeg ikke orkede mere og ville tage hjem. Og nu kender jeg jo København som min egen bukselomme, så jeg gik selvfølgelig den stik modsatte vej af hvad jeg skulle for at komme hjem. Jeg spurgte om vej mange gange, og københavnere aner ikke noget om deres egen by, det eneste de kunne var at sende mig videre til det næste s-tog. Til sidst opgav jeg og fulgte deres råd. Så nu sidder jeg i toget på vej hjem, har spist frokost kl. 15.45, og sidder nu og spiser blog-muffins. Som et meget træt lille barn.

-Sune